Årets nytårstaler i Deadline er filminstruktør og forfatter Hella Joof, for hvem ‘håb’ menes at være nøglen til året, der kommer.
Hella Joof har skrevet en nytårstale om håb, og hun taler både til:
- Dig, hvis liv er gået i kluddermor. Og dig, der har slået større brød, op end du kan bage. Og dig, der aldrig har haft hverken foden eller andre kropsdele indenfor på arbejdsmarkedet. Og dig, der simpelthen ikke kan holde op med at ryge. Og dig, som har mistet håbet. Jer, der har mistet håbet, lyder det i årets Deadline-nytårstale fra Joof.
Hvad er det for et budskab, du ønsker, skal stå frem i talen?
- Jeg vil gerne huske os på, at fremtiden ligger foran os. Vi må gå ind i den sammen. Alle mand/kvinde/personer på dæk. Det bliver mest overskueligt, hvis vi har et positivt fortegn. At vi ifører os håb og tager nogen ved hånden.
Hvorfor er det spørgsmålet om håb, der ligger dig mest på sinde?
- Fordi det er det vigtigste budskab lige nu. Det var ikke nødvendigt at sige i tresserne, halvfjerdserne, firserne, halvfemserne, nullerne og tierne. Men nu er der nogen, der ikke ved det, siger Hella Joof.
- Der er nogen, der har glemt, at håb er noget, man vælger aktivt til og ikke noget, der eksisterer passivt. Håbet skal passes og plejes. Og jeg synes, det er de voksnes pligt at gøde og vande håbet. Vi fra DGO (den gamle ordning, red.) stiller gerne op.
LINKS \ https://www.dr.dk/nyheder/kultur/hella-joof-gaar-i-nytaarstale-til-kamp-mod-haabloesheden-det-er-de-voksnes-pligt
Copyright | Danmarks Radio (DR)